Helhedsplanen

Helhedsplanen for Motalavej.

Det blev i 2002 demokratisk afgjort blandt beboerne på Motalavej, at hele bydelen med ca. 1.000 boliger ønskede at gennemgå en modernisering og et kvarterløft. Det var beboerne i alle 6 afdelinger, som stemte om og vedtog helhedsplanen for Motalavej – Kvarteret.

Alle beboerne blev i løbet af sommeren og efteråret opfordret til at gå ind i et frivilligt og ulønnet arbejde i emnegrupper og en del beboere sagde ja til udfordringen for på den måde at være med til at præge udviklingen i projektet. Det blev til to emnegrupper: En om alle friarealerne, trafik og affaldshåndtering, og en anden om det nye Kvarterhus for alle beboerne.

De har alle gjort et godt stykke arbejde og har brugt meget tid på at få det bedste ud af det.

Efter en længere forberedende proces begyndte der at ske ting og sager i kvarteret. Hele området fik et arkitektonisk løft – mange facader og alle udearealer blev forbedret. Der blev udført diverse renoverings og genopbygningsarbejder på og i bygningerne.

61 nye ældreboliger og et nyt servicecenter blev opført.

To bofællesskaber for beboere med særlige behov blev etableret.

Trafiksanering og omlægning af parkeringspladser. Der blev sat dørtelefoner op i alle opgange.

Der blev bygget et nyt Kvarterhus for hele Motalavej – området. Det blev indviet den 17. juni 2007.

Kvarterhuset er en central del af Helhedsplanen og beboerne fik et fantastisk funktionelt lyst og brugervenligt hus.  I huset blev der indrettet en café og et køkken og en samlingssal med højt til loftet. Huset er indrettet så det kan bruges af beboere i kørestol, bl.a. er der elevator i huset.

Formålet med Kvarterhuset er ifølge Kvarterhusgruppens forslag til vedtægter:

·         At skabe et samlingssted, hvor Kvarterets beboere og andre har mulighed for at dyrke aktiviteter af kulturel og social karakter.

·         At fremme gensidig forståelse, tolerance og accept mellem beboerne i Motalavej – kvarteret.

·         At rumme og støtte boligsociale aktiviteter

·         At tilføre nyskabende aktiviteter som f.eks. udstillinger, musik/koncerter o. lign. som kan fremme miljøet i Kvarteret.

·         At skabe rum for alle former for foredrag, temadage, kurser o.s.v. uden at fremme bestemte religiøse eller politiske retninger.

Det er BoligKorsør`s afdelinger i Motalavej – Kvarteret som ejer huset i fællesskab.

 

Kvarterhuslederen.

Jeg blev ansat som Kvarterhusleder 1. december 2007, foreløbig for en femårs periode. Jeg har en fortid som SSP konsulent og kendte området i forvejen. Jeg har brugt de første par måneder på at få knyttet de mange løse ender sammen og på at få styr på rollefordelingen mellem ansatte og frivillige samt få budgetter og økonomien på plads.

Huset skal være en dynamo indadtil og et fyrtårn udadtil.

Det er det formål som jeg arbejder ud fra. Samtidig skal Kvarterhuset være det sted, hvor beboerne kan finde sammen over en kop kaffe.

De frivillige og ansatte i huset skal føle at der bliver sat pris på deres store engagement i huset og i de aktiviteter der er.

 

Jeg er ud over at være Leder også projektkoordinator for den boligsociale helhedsplan i området. Der er flere projekter i gang, for at området og dets beboere kan føle sig trygge og bo godt.

 

Med venlig hilsen

 

Karin Sneevang

Kvarterhusleder

 

 

 

 

 

 


Administration